Whole30 - Tidslinje over de 30 dage.


Forfatterne til den populære sundhedsbog om Whole30 programmet har lavet en tidslinje over de mest typiske reaktioner i løbet af de 30 dage. Her kommer en gennemgang af den:

DAG 1 - SKULLE DET VÆRE SÅ SVÆRT?

Den første dag stryger de fleste lige igennem. Det går jo forrygende! Du har spist lækker morgenmad med spejlæg, grøntsager og lidt frugt, til frokost spiste du en stor salat med laks og olivenoliedressing og til aften venter der dig en lækker steak med stegte grøntsager. Hvorfor siger folk, at det er så svært, tænker du. 

Det er super, at du har det sådan. Hold fast i den følelse. Du får brug for den senere.

DAG 2-3: TØMMERMÆND? 

Du vågner på dag 2 og har hovedpine fra helvede. Du er ret sikker på, at du ikke har tilbragt natten med at kyle tequilashots i gabet og forstår ikke, hvorfor du skal straffes med noget, der føles som de ondeste tømmermænd. 

Måske sagde du farvel til dit gamle liv med et ordentligt spiseorgie med alle dine yndlingsting, som du nu skulle undvære i 30 dage, og det er det, du mærker effekten af nu. Du har sukkertømmermænd og noget, der minder om abstinenssymptomer. Jo værre din gamle kost var, des værre vil du have det i disse første dage.

Hovedpine, træthed, kvalme og generelt ubehag er helt normal i starten af programmet. Det er din krop, der er ved at afgifte sig fra din gamle kost. Tag den med ro, spis dine gode måltider, drik godt med vand og vid, at de første dage er de sværeste og at du kommer levende ud på den anden side.

DAG 4-5: PARAT TIL AT SLÅ NOGEN IHJEL!

Denne fase er lidt pudsig men mange rapporterer om uforklarlige vredesudbrud i disse dage. Selv din familie, som du normalt omgås og elsker højt, har du nu lyst til at bide hovederne af dem. Ingen ved præcist hvad dette skyldes men det er sandsynligvis din hjerne, som protesterer imod at du ikke længere fodrer den med det sukker og de hurtige kulhydrater, den har været så vant til at få. Tag den med ro, spis en sød kartoffel og vid at denne fase også snart er ovre. Klap dig selv på skuldrene over, at du er nået hertil. De sværeste dage er snart ovre!

DAG 6-7: DU KAN SOVE STÅENDE

Helt fra morgenstunden mærker du en næsten ubærlig træthed. Du slæber dig igennem dagen, dine ben føles som beton og du er træt som et alderdomshjem. Det enste, du kan tænke på er, om du har mulighed for at tage en lur uden nogen opdager det.

Trætheden skyldes, at din krop er ved at vænne sig til at den ikke længere kan regne med sukker og hurtige kulhydrater som energikilde. Den er på vej til at vænne sig til at bruge fedt som energi, og det tager lidt tid. Tag den med ro, spring træningen over i disse dage eller byt dem til en lang gåtur. 

DAG 8-9: HVAD??? MINE BUKSER STRAMMER!

Hvis du er i gang med Wholee30 har du med al sandsynlighed et ønske om at dine anstrengelser skal føre til en eller anden form for ændring i enten din vægt eller din kropsform. At stå 8-9 dage inde og mærke at bukserne strammer er bestemt IKKE det, du forventede. Men slå koldt vand i blodet. Du har ikke taget på eller udviklet en ny topmave. Hvis dine bukser strammer skyldes det stadig den tilpasning, der foregår i din krop. Dit fordøjelsessystem er i gang med at hele og det kan føre ubehag med sig i form af diarré, forstoppelse eller oppustethed. Det er forbigående, så hold ud!

DAG 10-11: DE FARLIGSTE DAGE

De fleste, som ikke fuldfører deres Whole30, falder fra på dag 10 eller 11. Nyhedens interesse har fortaget sig og du har stadig til gode at opleve den magi, som programmet har lovet. Virker det her overhovedet, tænker du måske og er det overhovedet det værd? Pludselig ser du ting overalt, som du er afskåret fra at spise, og det piner dig. Du er sur og tvær og utålmodig. 

Det er i disse dage, du for alvor oplever, hvor stor psykologisk binding, du har til visse madvarer. Din hjerne hvisker søde ord om at du "fortjener noget godt" og med noget godt menes selvfølgelig noget sødt. Du savner dine gamle trøstemad og har svært ved at overskue yderligere 20 dages pinsel, før dette er slut. 

Disse dage er en oplagt mulighed til at undersøge, hvilke følelser det er, du plejer at bruge mad til at kapere. Føler du det hele er håbløst og er du bange for at ingenting nytter? Føler du dig ensom og afskåret fra folk omkring dig og trænger du til trøst? Mind dig selv om, at mad ikke kan fylde det tomrum, du føler. At bruge mad til det har været din overlevelsesmekanisme for ikke at mærke disse ting, men det har kun virket kortvarigt. Overvej i stedet hvad du kan gøre for at belønne eller trøste dig selv på måder, som ikke relaterer sig til mad.

DAG 12-15: ENDELIG MERE ENERGI - OG SUKKERTRANG!

Yes, endelig mærker du, at du er ved at have mere energi og især mærker du, hvordan denne energi er mere stabil i løbet af dagen. Men samtidig oplever du noget underligt, nemlig at du drømmer om mad. Du drømmer om søde sager og endeløse glas nutella, junk foods eller andet mad, du måske endda aldrig har overvejet at spise. Du vågner og føler dig helt skyldig over at have spist disse forbudte ting i din drøm. Pludselig begynder du at mærke trang til disse madvarer i dine vågne timer og det var ellers en af de ting, du var glad for var på retur.

I denne del af programmet mærker du det stærke forhold, du og din krop har til nogle af disse usunde madvarer. Vores forhold til mad har dybe rødder, og det tager tid at frigøre sig fra dem. Ros dig selv for at du er nået næsten halvvejs igennem programmet. Det er en præstation!

DAG 16-27: TIGERBLOD!

Endelig mærker du de gode forandringer, du har hørt andre beskrive som en del af programmet. Din energi er bedre, dit tøj passer bedre, du kan lide dit spejlbillede bedre, det går bedre til træning og du har dine cravings under kontrol. Samtidig føler du dig fuld af power! Du lykkes med det her og du klarer at holde dette løfte til dig selv. Du er på rette vej!

Er du en af dem, der ikke føler denne magi i denne fase men som stadig kæmper med træthed og cravings så hold ud lidt endnu. Du gør ikke noget forkert. Alt efter hvad du har udsat din krop for før i tiden, kan fasen med tigerblod komme før eller senere. Hold fast og sørg for at åbne øjnene for de gode ting, der sker i din krop. Måske sover du bedre, falder hurtigere i søvn, vågner mere udhvilet eller er generelt i bedre humør. Alle disse ting er tegn på, at du er godt på vej.

(MELLEMSPIL) DAG 21: MADEN KEDER DIG!

Du er tre uger inde i programmet, du har styr på maden og på dine cravings, din krop føles rar at være i, dit tøj passer bedre, din hud ser anderledes frisk ud og du har det generelt godt. Men på trods af disse gode ting begynder at seriøst at kede dig! Hvor du tidligere nød den gode mad og de flotte farverige anretninger, du fik lavet, keder maden dig nu! Og du orker ikke at spise flere æg nu!

På et tidspunkt heromkring rammes de fleste af mad-kedsomhed og for nogle bliver det så intenst, at de helt mister appetitten i et par dage. Prøv at arbejde dig ud af det ved at finde nogle nye spændende opskrifter at prøve. Brug internettet til at se hvad andre spiser, læs blogs, der fokuserer på paleo/whole30 eller anskaf dig et par nye kogebøger. Husk at hvis madkedsomheden får taget over og du ikke får spist nok, vil du få besøg af en gammel kending: sukkertrangen. Så sørg for stadig at spise nok!

DAG 28: 28 ER LIGE SÅ GODT SOM 30, IKKE?

Du er fire uger inde i programmet og lige netop i dag fejrer dine kolleger fødselsdag med kage på kontoret. En stemme hvisker til dig, at 28 dage må være lige så godt som 30 dage og du derfor sagtens kan spise et lille stykke sammen med dem. Du har jo været så god i hele 28 dage!

Men NEJ! 28 dage er IKKE lige så godt som 30 dage! Primært fordi du har givet dig selv et løfte om at holde dig til dette program i 30 dage, og hvis du giver op to dage før målstregen, fortæller du endnu engang dig selv, at du ikke er værd at holde løfter for. Men du er det værd, og det er på tide, du indser det. Så i stedet for at fejre dagen med kage, fejrer du, at du er nået så langt og at du er mere værd end et stykke kage.

DAG 29-30: SHIT, DET ER SNART SLUT. HVAD NU??

I disse dage er målstregen så meget indenfor rækkevidde men i stedet for at blive ramt af glæde og lettelse, mærker du en snert af panik. Hvad skal du gøre, når programmet er overstået? I 30 dage har du lænet dig op af en række strikse regler og nu skal du pludselig ud og stå på egne ben. Du frygter måske ligefrem at skulle vende tilbage til dit gamle, energiforladte liv!

Det er helt normalt at føle en snert af panik i denne del af programmet. Men husk at du ikke behøver gå tilbage til dine gamle spisevaner. Husk dog også at Whole30 ikke er et oplæg til en ny og permanent livsstil men snarere en måde at trykke på reset-knappen og få en frisk start. Det er nu, du skal finde din egen vej!

DAG 31: TRÆK VEJRET HELT NED I MAVEN - OG SPIS LIDT IS!

Sådan, du gjorde det! Tillykke! Nyd din præstation og spis en is, hvis du har lyst.

Men hvad nu? Ingen forventer, at du skal lave en Whole365 (det er faktisk imod idéen). Tag It Starts With Food frem igen og læs om gen-introductionsprogrammet. Du har brugt 30 dage på at nulstille din krop ift. cravings og uhensigtsmæssige psykologiske bindinger til mad, du skylder dig selv at bruge den viden, du har opnået, til noget fornuftigt. Find din egen vej, hvor du spiser den kost, der giver dig bedst mulig energi, velbefindende og glæde og kombiner det med de afstikkere, som du har brug for og som er en almindelig del af livet. Føler du, at du kommer på slingrekurs og mærker du de negative effekter, kan du altid tage en Whole7 eller en Whole15, indtil du føler dig stabil og på rette vej igen.


Køb den inspirerende sundhedsbog her:




Kunne du lide dette indlæg? Så DEL det gerne på Facebook, Twitter, Google+ eller lign.