Hvad er LCHF?


LCHF står for Low Carb High Fat og er en svensk kosttendens, som også er meget populær i Danmark. Kort fortalt går det ud på, at du skærer ned på kulhydrater fra kornprodukter og sukker og i stedet spiser godt med fedt fra både smør og olier.

SPIS GERNE:
  • grøntsager (helst ovenjordsgrøntsager)
  • kød, fjerkræ, fisk
  • æg
  • fede mælkeprodukter (ost, fløde, yoghurt 10%)
  • smør
  • olivenolie, kokosolie

SPIS EVT. I SMÅ MÆNGDER
  • nødder og kerner
  • bær og frugt
  • rodfrugter
  • mørk chokolade (over 70%)
  • tør vin eller ren spiritus

BEGRÆNS ELLER SPIS IKKE:
  • sukker
  • brød, pasta, ris, morgenmadscerealer
  • dvs. kornprodukter (heller ikke de glutenfrie som ris, havre, quinoa, boghvede etc.)
  • kartofler
  • fedt af dårlig kvalitet (solsikkeolie, vindruekerneolie og andre billige planteolier med højt omega 6-indhold, palmin, margarine etc.
  • lightprodukter
  • måltidserstatningsbarer og -shakes
  • kunstige sødemidler og tilsætningsstoffer

KROPPEN FORBRÆNDER FEDTET
Spiser du LCHF, sker der det, at kroppen tvinges til at forbrænde fedt i fraværet af kulhydrater. Det betyder, at kroppen dygtiggør sig i at forbrænde fedt og bruge dette som primær energikilde. Kroppen er her ligeglad med om du forbrænder fedt, du spiser, eller fedt på kroppen. Det er godt for dig, der gerne vil have stabil energi (du går aldrig sukkerkold på LCHF) eller for dig, der gerne vil tabe dig. For at tabe sig på LCHF (og alle andre kure), skal du dog være i kalorieunderskud.

SPIS TIL DU ER MÆT
På LCHF opfordres du til at spise til du er mæt. Det betyder ikke, at du får grønt lys til at spise ubegrænset dagen lang. Men da maden på LCHF mætter utroligt meget, vil de fleste være i kalorieunderskud uden at de behøver tælle kalorierne. Mange vil opleve, at de kan nøjes med færre måltider om dagen, fx bare tre hovedmåltider eller måske endda kun spise 1 eller 2 gange om dagen. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. 

Mellemmåltider og konstant snacking bør du vænne dig fra med. Øg indholdet af fedt til hovedmåltiderne, hvis du er sulten mellem måltiderne.

EKSEMPEL PÅ EN LCHF-DAG:

Morgen: Omelet af 2-3 æg med ost og skinke stegt på panden i godt med smør eller kokosolie. ½ peberfrugt og lidt agurk. En kop kaffe med fløde.

Frokost: En frokostsalat af kylling, laks, tun eller andet kød vendt i en dressing af mayonnaise og krydderier sammen med en skål råkost eller en salat med olie-eddikedresing eller pesto.

Aftensmad: Kødsovs med squashpasta og revet ost på toppen eller et stykke kød, fjerkræ eller fisk med ovnbagte grøntsager og en fed sauce.

Kilde: LCHF-forum 

LÆS OGSÅ: Kan man tabe sig på LCHF?

Kunne du lide denne artikel? Så DEL den meget gerne på Facebook, Twitter eller lign.